GUDP-projekt vil producere fremtidens fødevarer, dér hvor de skal spises

2022

Et nyt GUDP-projekt har kastet sig ud i biocircular farming. Projektet håber på at finde nøglen til, hvordan vi i fremtiden kan producere fødevarer, dér hvor vi indtager dem.

Selvom titlen måske kan antyde andet, så er det ikke en vision om at rive byboerne op med rode, og rykke dem ud til der, hvor planterne gror. Tværtimod.

Produktionen af fremtidens fødevarer skal rykke ind, hvor befolkningen befinder sig i fremtiden – i byerne. I hvert fald dele af produktionen, hvis det står til projektleder Anders Thomsen fra Nordicflexhouse. Det vil nemlig spare på behovet for transport af fødevarer ind-, og transport af affald ud, af byerne.

Men for at det kan blive en realitet, kræver det et alternativ til markerne, som der ikke er plads til på stenbroen. Dét alternativ arbejder Anders Thomsen på med projektet ”Valorization of bio waste into circular production of bio-products and sustainable food system (BIOCIRCULAR)“ ved hjælp af transportable containere.

I projektet forsøger Anders Thomsen, i et tæt partnerskab med restaurant Alchemist, Københavns Universitet, Bugging Denmark og Water ApS, at skabe et lokalt biocirkulært landbrug i containere, som skal levere råvarer til forbrugeren, dér hvor de konsumeres.

Udover at projektets potentiale i fremtiden kan reducere behovet for at flytte fødevarer fra land til by, så er en af hovedideerne samtidig at skabe et system, der anvender eller genanvender alle de ressourcer, der tilføres systemet.

Tre containere – ét biologisk kredsløb

Projektet Biocircular består af tre dele, fordelt på tre 40-fods containere, der integreret i hinanden indgår i et lokalt kredsløb på tværs af containerne.

I den første container skal der produceres grøntsager ved en hydroponisk løsning – altså hvor planterne – grøntsager, urter og blomster – dyrkes uden brug af jord. Restproduktet fra containeren indgår som foder til de insekter, som container nummer to skal producere.

I container nummer to skal et bud på fremtidens proteinkilde – insekter såsom melorme og fårekyllinger, produceres. Insekterne kan både indgå som proteinkilde til mennesker, ligesom de kan bruges som foder i den tredje container – fiskecontaineren.

Den sidste container slutter cirklen, og lukker det biocirkulære kredsløb. Containeren skal producere fiskearterne tilapia, havkat og pangasius. Restproduktet fra fiskeproduktionen i container tre samles i en såkaldt ”sump”, der efterfølgende bruges som næringsstoffer til containeren med grøntsager, urter og blomster.

Det output, de tre containere kommer til at producere, vil i den første etape blive brugt i udviklingskøkkenet på restaurant Alchemist på Refshaleøen, hvor den første prototype på projektets lokale biocirkulære container-landbrug vil blive opstillet i september måned 2022.

Effektiv og skalérbar

Nok lyder tre 40-fods containere ikke af meget, når der tales om at producere fødevarer til ”befolkninger”, men hele grundtanken i konceptet er, at det lokale biocirkulære landbrug skal være skalérbart.

”Det nytter ikke noget at lægge ud med et kredsløb, på størrelse med B&W hallen. Konceptet skal kunne downsizes til en størrelse, hvor det f.eks. bliver relevant for en restaurant, og hvor restauranten kan se potentialet.” fortæller projektleder Anders Thomsen og fortsætter:

”Vi har taget udgangspunkt i en 40-fods container, som er god og praktisk, da den nemt kan flyttes. På taget skal der installeres solceller, og så arbejder vi med en model for opsamling af regnvand, som igen vil gøre modellen super fleksibel.”

Udover at det rent konceptuelt giver mening at samarbejde med en restaurant som Alchemist, så er det Anders Thomsens forhåbning, at det biocirkulære landbrug vil få et markedsvindue igennem samarbejdet, som vil vise verden, hvad Danmark formår i den grønne omstillings tegn.

Fakta

Projekttitel

Valorization of bio waste into circular production of bio-products and sustainable food system (BIOCIRCULAR) 

Projektdeltagere

Nordicflexhouse, Alchemist Restaurant, Københavns Universitet, Bugging Denmark, Water ApS 

Projektperiode

Januar 2022 til januar 2025 

Bevilget beløb

4.859.377 kroner