Valorization of red seaweed biomasses towards future sustainability (VALSEA)

2016

Når man i dag ekstraherer stoffet carrageenan fra rødalger, går man glip af restprodukter som proteiner, farvestoffer og antioxidanter. Derfor er DTU og én af verdens største carrageenan producenter, CP Kelco samt udstyrsproducenten, GEA, gået sammen om et nyt projekt, der har som mål at udnytte og afsætte de værdifulde stoffer.

I dag udnytter CP Kelco rødalger med det formål at ekstrahere carrageenan, som er et tilsætningsstof, der bruges som naturlig stabilisator og fortykningsmiddel - hovedsageligt i fødevarer som kakaomælk, desserter og kødprodukter. Men der er mange flere værdifulde stoffer i rødalger, som man hidtil ikke har formået at udnytte:

”Det drejer sig om proteiner, antioxidanter og naturlige farvestoffer, som alle er i rødalgen, men som vi lige nu går glip af. Det er en skam. Der er nemlig flere områder af fødevareindustrien, som efterspørger disse stoffer. Derfor er vi gået sammen med CP Kelco for at finde en metode til at ekstrahere disse stoffer fra rødalger, så der ikke går noget tabt under produktionen af carrageenan” siger professor ved DTUs fødevareinstitut, Charlotte Jacobsen.

Fra alge til proteindrik

Projektet består af flere deltagere, der alle bidrager med ekspertise i arbejdet med at udnytte rødalgen mere optimalt. F.eks. er virksomheden GEA specialister i udstyr til tørring og fokuserer derfor på, hvordan de kan tørre proteiner mest skånsomt med højst muligt udbytte. Ydermere undersøger DTU blandt andet, om det ekstraherede protein er smagsneutralt, så det kan bruges i fødevareprodukter.

En af virksomhederne, der kan stå overfor nye markedsmuligheder, er proteindrikproducenten ”Third Wave Nutrition”, der også deltager i projektet med deres ekspertise. De er ifølge Charlotte Jacobsen interesserede i at udvinde protein fra rødalger, fordi rødalger kan avles lokalt og dermed spare virksomheden for at importere alternativer. Men interessen bunder også i, at rødalgeproteinet forventes at have en meget fin aminosyresammensætning, som man kan bruge som middel til underernærede mennesker, hvilket ligeledes kan åbne nye markedsmuligheder:

”Udover at opnå de optimale ekstraheringsmuligheder og test af f.eks. proteiner, skal vi også undersøge afsætningsmuligheder for rødalgestofferne til fødevareindustrien. Alt efter hvor stort afsætningspotentialet bliver, regner vi med, at projektet fører til nye markedsmuligheder og en øget indtjening for de deltagende virksomheder,” siger Charlotte Jacobsen.

Vækstmuligheder for alge-fødevarer

”Vi er også interesseret i rødalgens antioxidanter, der bruges til at forhindre harskning. Når noget harskner, bliver fødevaren usund og smager grimt. Til at undgå det bruger man syntetiske og naturlige antioxidanter. Men der er behov for flere slags antioxidanter, der fungerer bedre i forskellige fødevarer. Desuden kan antioxidanter fungere mod harskning i den menneskelige krop,” siger Charlotte Jacobsen.

Projektet løber i tre år, og Charlotte Jacobsen regner med, at de indenfor den periode i hvert fald har udført pilottests, der skal gøre CP Kelco klar til at sælge en proteinfraktion fra rødalgen. I sidste ende vil det føre til, at almindelige forbrugere kan købe produkter, der indeholder stoffer fra rødalger.

Fakta

Projekttitel

Valorization of red seaweed biomasses towards future sustainability (VALSEA)

Projektdeltagere

DTU Food, Endelave seaweed, Third Wave Nutrition, GEA,\u2028CP KELCO

Projektperiode

Januar 2016 til marts 2019

Bevilget beløb

7.580.000 kroner