De to nordjyske fødevarevirksomheder Nørager Mejeri og Thisted Bryggeri skal sammen forsøge at opgradere et restprodukt fra osteproduktion til en anvendelig ingrediens i ølbrygning. I første omgang koncentrerer de to virksomheder sig om at producere en sirup, der skal bruges til at brygge nye øltyper:
”Når man producerer hvide saltoste, opstår restproduktet valle med blandt andet laktose i. Vi vil forfine processen, så vi kan oprense vallen, simpelthen filtrere den, og gøre den til sirup. Vores formål er at skabe en værdi af de 50 millioner liter restprodukt, vi lige nu ikke har nogen profit på”, fortæller Marco Imhof, der er procesteknologen og idemageren bag projektet på Nørager Mejeri.
En af udfordringerne er at finde frem til en kontinuerlig proces, hvor man kan bearbejde produktet på en rigtig måde. En af de primære arbejdsopgaver er derfor at kontrollere processen, så man får det samme produkt hver gang.
Projektets forløb
Over de næste to år frem til november 2018 skal Marco Imhof i samarbejde med Mathias Andersen fra Teknologisk Institut teste, skalere op, analysere og udvikle produktet. Hvordan produktet præcist skal laves, vil de, af konkurrencehensyn, ikke løfte sløret for af:
”De første forsøg, jeg har lavet, har været i pilotskala, hvor jeg har stået og lavet det i en gryde. Bogstaveligt talt i en 10 liters gryde. Bevillingen gør, at vi kan gå videre med projektet. Nu har vi midler til at lave de nødvendige undersøgelser. Vi skal have det skaleret op, finde ud af, hvilken proces, der egner sig bedst og så udvikle produktet”, fortæller Marco Imhof, der også har en baggrund som kok. Han begyndte projektet, da han var i praktik som procesteknolog hos Nørager Mejeri.
Allerede i 2017 begynder Thisted Bryggeri at teste siruppen til deres ølproduktion. Marco Imhof håber på, at projektet på længere sigt kan føre til, at restproduktet kan udnyttes i produktionen af andre fødevarer end øl.