Ny Nordisk Øl – Netværksprojekt

2014

Inden for de seneste år er interessen for at udforske og udnytte potentialet i egne lokale råmaterialer eksploderet. Det Nye Nordiske Køkken har vundet global berømmelse som gastronomisk tradition, og det har blandt andet motiveret danske bryggerier til at ride med på bølgen. For at sætte yderligere skub i udviklingen er et bredt udvalg af interessenter inden for bryggekunst gået sammen i netværksprojektet Ny Nordisk Øl, og ambitionerne er høje.

Hjernerne bag Det Nye Nordiske Køkken har forstået, at autenticitet er blevet en afgørende faktor i forbrugernes bevidsthed. Konceptet har givet anledning til en verdensomspændende opmærksomhed på nordisk mad og råvarer og åbnet for attraktive markedssegmenter for producenterne. Også inden for bryggekunst:

”Før i tiden kunne danske bryggerier specialisere sig i udenlandske stilarter med stor eksportsucces. Nu skyder specialbryggerierne frem på stribe, og over alt i den vestlige verden identificerer bryggerierne sig med hver deres geografiske særpræg og egne unikke råvarer. Derfor er der nu både et behov for og et enormt potentiale i at kunne tilbyde den øl i verdensklasse, der udtrykker netop vores nordiske identitet”, siger Anders Kissmeyer fra Kissmeyer Beer & Brewing.

Han er uddannet brygmester med 30 års erfaring og projektleder for et netværk af interessenter med indflydelse på dansk ølbrygning. Fra producenter og forarbejdere af råmaterialer til videninstitutioner og kokke:

”Projektet involverer kort sagt alle, som ønsker at fremme ideerne omkring konceptet Ny Nordisk Øl. Sammen vil vi nu prøve at skabe en større synergi i de talrige aktiviteter, der foregår på bryggerierne, hvor der i forvejen bliver eksperimenteret på livet løs og med gode resultater. Hvis vi kan få hele værdikæden med og dannet rammerne for en struktureret kommunikation mellem producenter af nye spændende råmaterialer til bryggerierne, så får vi endnu bedre muligheder for at opnå nye resultater”, siger Anders Kissmeyer.

Bæredygtighed i centrum

Ved at etablere en dialog mellem interessenterne, kan de forskellige aktører udveksle synspunkter, feedback og erfaringer i et tæt samarbejde. Netværket forventes på den måde at identificere udviklingsudfordringer med henblik på at kommercialisere nye øltyper på en økologisk bæredygtig måde:

”Vi opfatter bæredygtighed som et helt essentielt element i Ny Nordisk Øl. Produktionen af urter og nye smagsgivere, der eksempelvis kan erstatte humle, søges altid dyrket økologisk, og derfor forventer vi blandt andet at projektet får en positiv effekt i forhold til at minimere pesticidanvendelsen. Desuden er det jo en vigtig præmis, at der udelukkende vil være tale om lokale råvarer og således også mindre transport, som er med til at producere et skadeligt CO2-udslip”, fortæller Anders Kissmeyer.

En skandinavisk megatrend

De involverede projektdeltagere har hver især oplevet stor interesse fra både industri og presse, og der er også allerede udsigt til internationale samarbejder:

”Jeg fortalte om vores ideer på en konference for mikrobryggere i Sverige for nylig, og her var reaktionen nærmest overstrømmende positiv. Det gav samtidig lejlighed til at ytre netværksprojektets ønske om samarbejdskontakter flere steder i Skandinavien, og vi har allerede modtaget de første tilmeldinger. Den enorme interesse for Ny Nordisk Øl hos bryggerierne er selvfølgelig affødt af et stort salgspotentiale, men man kan spænde den store violinbue og sige, at det her er et spørgsmål om at komme tættere på vores sjæl som bryggere. Det giver en større tilfredsstillelse at udforske eget terroir samtidig med, at det potentielt åbner for et nyt og større markedssegment”, siger Anders Kissmeyer.

Fakta

Projekttitel

Ny Nordisk Øl – Netværksprojekt

Projektdeltagere

Kissmeyer Beer & Brewing (KissMe Holding ApS), Ikast Mikrobryggeri, Viborg Bryghus ApS, Fanø Bryghus ApS, Kølster – Malt og Øl ApS, Grauballe Bryghus ApS, Nordic Food Lab ApS, Naturfrisk A/S, Søren Bandt Wiuff, Christian Andersen, Indslev Bryggeri A/S, Ebeltoft Gårdbryggeri, Natur-Drogeriet A/S, Aktieselskabet Thisted Bryghus A/S, Indslev Bryggeri A/S, Nordic Food Lab

Projektperiode

Juni 2014 til maj 2016

Bevilget beløb

602.033 kroner