Gennem knap fem år har GUDP-projektet ”Emissionsbaseret kvælstof- og arealregulering” arbejdet på at undersøge, om det kan lade sig gøre at udvikle målemetoder, der kan bruges som grundlag for en regulering af kvælstofgødskning helt nede på ejendomsniveau.
Det har nu efter grundige undersøgelser vist sig at være urealistisk.
Kræver mange målinger
”Før vi gik i gang med projektet, havde vi en ide om, at man kunne basere en regulering på fysiske målinger på den enkelte bedrift, men det har vist sig at blive for dyrt og for besværligt. Der er jo ikke ét sted og ét rør, man kan måle på. Og ude i vandløbet er det svært at godtgøre, hvor præcist, det kvælstof, man måler, kommer fra," siger projektets leder Søren Kolind Hvid fra PlanteInnovation på SEGES (Landbrug & Fødevarer).
For at få et retvisende billede af kvælstofudvaskningen til vandmiljøet er man derfor nødt til at måle meget intensivt, konstaterer Søren Kolind Hvid:
”Vi må konstatere, at man skal lave 12-26 målinger i vandløb hen over året under forskellige forhold for at komme ned på 10 pct. usikkerhed, og det er alt for bekosteligt for den enkelte landmand,” siger han.
Analyse af nitrat- og ammoniumindholdet (N-min) i jordprøver ned til en meters dybde har derimod vist sig at være en god indikator for størrelsen af den potentielle kvælstofudvaskning fra et givet areal.
Den type prøver skal tages om efteråret, men man er nødt til at gøre det gennem flere år for at få et tilstrækkeligt præcist billede af udvaskningspotentialet, understreger projektlederen.
Afsæt i landmænds frustration
Projektet ”Emissionsbaseret kvælstof- og arealregulering” blev sat i gang i 2014 på et tidspunkt, hvor en del landmænd var meget utilfredse med restriktionerne på brugen af kvælstofgødning. Dengang lå kvælstofnormerne under det økonomisk optimale niveau. Det frustrerede mange, som gerne ville have flere virkemidler til rådighed og en mere målrettet indsats:
”Landbruget ønskede dengang en regulering, som tog afsæt i det kvælstof, man taber til miljøet i stedet for det, man bruger. Altså en output-regulering i stedet for en input-regulering. Det er i princippet meget fornuftigt, og det var på den baggrund, vi startede projektet,” forklarer Søren Kolind Hvid.
Projektet blev dog under vejs overhalet af udviklingen. I 2015 vedtog den daværende regering sammen med Dansk Folkeparti Fødevare- og Landbrugspakken, som bl.a. hævede kvælstofnormerne. Derfor er der ikke længere den samme interesse for en regulering, som bygger på måling af udledningerne fra den enkelte bedrift.
Opbygning af væsentlig viden
”Det vil dog stadigvæk give god mening at sigte mod at regulere efter, hvad der bliver udledt i stedet for efter, hvad der bliver tildelt. I projektet har vi opsamlet utrolig stor viden om, hvordan man skal måle kvælstof i jord og vand for at få et retvisende billede af tabet, og det er meget værdifuld viden,” siger Søren Kolind Hvid.
Han vurderer dog ud fra projektets resultater, at en fremtidig, udledningsbaseret regulering bør bygge på standardtal og ikke på et generelt krav om målinger på den enkelte bedrift:
”Det er for dyrt at måle N-min i alle marker, men det kunne indføres som en frivillig mulighed, en form for udfordringsret, for landmændene i en udledningsbaseret kvælstofregulering,” siger Søren Kolind Hvid, SEGES.
Udfordringsretten skulle i dette tilfælde give den enkelte landmand lov til at bruge egne målinger af udvaskningspotentialet i stedet for standardtal med henvisning til konkrete målinger af kvælstoffet i jorden i rodzonen.
SEGES – dengang Landbrugets Videnscenter (Landbrug & Fødevarer) - har ledet projektet og gennemført det i samarbejde med GEUS, Aarhus Universitet og virksomhederne Sorbisense og Eurofins, som under vejs smeltede sammen til én i 2017.
Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram, GUDP, har støttet arbejdet med knap 15 mio. kr.