Ny ansøgningsrunde er åbnet – find ud af, hvordan du søger projekttilskud hos GUDP

06-01-2023

Grønt Udviklings- & Demonstrationsprogram har åbnet årets første ansøgningsrunde med ansøgningsfrist d. 28. februar 2023. Tilmeld dig informationsmødet d. 10. januar, og find ud af, hvordan du søger tilskud til dit grønne projekt.

Årets første ansøgningsrunde i GUDP er åbnet med en forventet pulje på ca. 90 mio. kr. 

Dermed er GUDP-bestyrelsen igen klar til at uddele tilskud til grønne projekter, der vil sætte skub på fødevaresektorens grønne omstilling.

Grundlaget for bestyrelsens vurdering af ansøgninger i årets to ordinære ansøgningsrunder er GUDP’s handlingsplan for 2023. Handlingsplanen beskriver bestyrelsens fokus og prioriteter for 2023.

Hent GUDP´s handlingsplan 2023 her

I år vil der fortsat blive lagt vægt på projekter, der medvirker til at reducere udledning af klimagasser, og som i ansøgningen kan demonstrere direkte, målbare klimaeffekter.

Dertil vil GUDP-bestyrelsen have fokus på natur og biodiversitet, og prioritere projekter, der sikrer en god økologisk tilstand i vandmiljøet, eksempelvis ved at reducere udledning af næringsstoffer og pesticider.

Bestyrelsen kommer også til at fokusere på effektiv ressourceudnyttelse og reduktion af madspild, og dermed prioritere projekter, der understøtter udvikling af løsninger på området.

Endelig vil der blive lagt vægt på, at dit projekts aktørsammensætning repræsenterer alle dele af værdikæden, som er relevant for at få det fulde udbytte af projektet. Derfor er det vigtigt, at dit projekt er forankret i erhvervet, og at ansøgningen kan demonstrere et marked for projektets teknologi, viden eller produkt.

Hvis du er interesseret i at høre mere om GUDP, hvad programmet støtter og hvordan du søger projekttilskud, så kan du deltage i et digitalt informationsmøde, der afholdes:

Tirsdag d. 10. januar 2023 kl. 09 – 12.

På mødet vil du modtage generel information om programmet samt specifik information om ansøgningsrunden og ansøgningsmaterialet. Der vil naturligvis være mulighed for at stille spørgsmål, og så vil to projektledere dele deres erfaring med GUDP´s ansøgningsrunde, og give skarpe råd til den gode ansøgning.

I tvivl om, at dit projekt er relevant?

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din idé lever op til kriterierne for at modtage projekttilskud fra GUDP, så er du altid velkommen til at sende GUDP-sekretariatet en kort projektbeskrivelse.

Derefter vil vores sagsbehandlere vende tilbage med kvalificeret vejledning, og måske skubbe din idé tættere på virkeligheden.

Din projektbeskrivelse skal udfyldes i vores formular, og må højst fylde én side.

Formularen til projektbeskrivelsen finder du her

Abonnér