GUDP Konference 2023: Otte oplægsholdere stiller skarpt på innovation i fremtidens fødevareproduktion

24-01-2023

Tilmeldingen til årets GUDP-konference er åben, og nu har vi sat navne på de otte oplægsholdere, der vil tage deltagerne med på en rejse gennem fødevarernes værdikæde.

På årets GUDP-konference får du mulighed for at dykke med helt ned i fremtidens fødevareproduktion, når otte indsigtsfulde og initiativrige personer vil fortælle om, hvordan de selv har nytænkt værdikædens enkelte trin.

Gennem seks forskellige oplæg vil konferencen, trin for trin, bevæge sig fra primærproduktionen, over forarbejdning og distribution, til leddet tættest på forbrugeren.

Undervejs på konferencen vil du også selv komme til orde, når deltagerne bliver bragt banen for at debattere, hvordan vi innoverer fremtidens fødevareproduktion.

Konferencen afholdes på Centralværkstedet i Aarhus tirsdag d. 21. marts fra 09:30 til 16:00. Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig. Vi anbefaler tidlig tilmelding, da pladsen er begrænset.

Årets oplægsholdere

Årets otte oplægsholdere er fordelt på seks forskellige oplæg og temaer. Nedenfor kan du læse mere om oplægsholderne samt temaet for det enkelte oplæg.

Claus Meyer vil indlede årets konference og kridte banen op i forhold til fødevaresystemets udfordringer. Oplægget vil også nå omkring bæredygtighed hos Meyers, engagementet i innovative fødevaresystemer og give perspektiver til mennesker omkring fødevaresystemet.

Herefter vil Søren Bisp fra SEGES Innovation tage udgangspunkt i værdikædens produktionsled, og give sin definition af begrebet ”cirkulær økonomi”. Hertil vil Søren nå omkring de muligheder og problematikker, der kan være forbundet med cirkulær økonomi i fødevareproduktionen.

Simon Hvid & Sofie Arctander fra GUDP- projektet BEST vil derefter give en case- præsentation af, hvordan de i praksis arbejder med udnyttelse af sidestrømme gennem innovation og nytænkning. Samtidig vil de fortælle om, hvilke udfordringer man møder i det praktiske arbejde med udnyttelse af sidestrømme.

Efter frokost vil Nima Tisdall, bestyrelsesmedlem af GUDP og stifter af Blue Lobster, fortælle om, hvordan man i Blue Lobster har nytænkt distributionskanalen mellem kystfiskere og forbrugere, samt om den bæredygtige og datadrevne tilgang til distributionen i virksomheden.

Anders Thomsen & Diego Prado fra GUDP-projektet BIOCIRCULAR vil derpå give deltagerne en casepræsentation af, hvordan man kan arbejde med fødevareproduktion helt tæt på forbrugeren. Samtidig vil Diego Prado fra projektpartneren Restaurant Alchemist give aftagerens perspektiv på den nære produktion.

Afslutningsvis vil Poul Pedersen fra Thise Mejeri, som den sidste oplægsholder, tage ordet, og give et holistisk perspektiv på de økonomiske aspekter af fremtidens fødevareproduktion. Hertil kommer du til at høre om Thise Mejeris rejse ind på markedet for veganske mejeriprodukter.

Om GUDP

Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram, GUDP, er et program under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, som administreres af Landbrugsstyrelsen.

Programmet støtter udviklingsprojekter inden for hele fødevaresektoren i Danmark på tværs af værdikæden.

Målet er at fremme en grøn og økonomisk bæredygtig udvikling i hele sektoren fra primærproduktionen i landbrug, fiskeri og akvakultur over forarbejdning til afsætningsleddet.

Læs mere om GUDP her

Abonnér